Introduktion
De to ting, der dybest set afgør, om du får medlemmer ind i din abonnementsforretning, er tillid og værdi. I denne planner skal du arbejde med den værdi, som du giver dine medlemmer.
Uanset om du skal i gang med at skabe en abonnementsforretning, eller om du allerede er godt i gang, er det værdifuldt jævnligt at reflektere over, hvilken værdi du giver til dine medlemmer. Det er nemlig ikke nok at udvikle din abonnementsforretning – du skal hele tiden arbejde på at videreudvikle den, så du vedbliver med at kunne få og fastholde medlemmer.
Denne skabelon hjælper dig til at arbejde med dine medlemsfordele på en kreativ, forretningsmæssig og struktureret måde. Reflektions– og skriveprocessen frem mod udfyldelse af skabelonen er en vigtig proces, hvor du nøje får tænkt over, hvordan du skaber stor værdi for dine medlemmer – hele tiden! Det er vigtigt, at du giver dig god tid til at opliste alle de mulige medlemsfordele, inden du går videre med at prioritere og arbejde med de mulige fordele!
Både din forretning, kundernes krav og dine omgivelser ændrer sig hele tiden, så denne plan er ikke statisk men et dynamisk værktøj, som du løbende kan opdatere.
Når du er færdig med at finde dine fordele, har du reflekteret over nogle vigtige spørgsmål, truffet nogle store beslutninger og fået skitseret hvordan din abonnementsforretning skal se ud.
Gem din besvarelse og kig jævnligt på den for at tjekke, om du tager de rigtige beslutninger, ift. hvordan din abonnementsforretning skal skrues sammen. Ændr også gerne din besvarelse, hvis det skaber en bedre forretning for dig.